Få gratis 7 dages skyggekursus  -  Hent GRATIS skyggekursus

Hjælp, jeg vil giftes!

For 8-9 år siden var jeg med Debbie Ford i London til en 1-dags workshop, hun skulle holde der.

Som altid inden Debbie skulle på scenen, havde hun et lille grounding-ritual, hvor hun lukkede øjnene, satte en intention for dagen og mærkede hvad hun eventuelt skulle give slip på eller ”cleare” inden workshoppen. Jeg holdt hendes hænder og vi lukkede øjnene sammen og sad sådan et par minutter i stilhed.

Da hun åbnede øjnene, kiggede hun direkte på mig (med sine kæmpestore brune øjne) og sagde: “Do you want to know what your next breakthrough is?”

Lige her havde man altid lyst til at sige nej tak. For Debbie Fords ideer om gennembrud var ikke altid sjove og altid en garanti for en eller anden ubehagelig skyggekonfrontation.

“Okay, bring in on, sagde jeg og holdt vejret. – Admitting that you want to get married!”

Så rejste hun sig op, tændte sin mikrofon og startede workshoppen.

Og så sad jeg der.

I 6 timer.

Indrømme, at jeg ville giftes.

Jamen, det ville jeg jo ikke!

Jeg har aldrig drømt om store bryllupper, hvide kjoler og dyre ringe.

Da jeg arbejdede i New York, delte jeg på et tidspunkt kontor med en kollega, der var besat af at blive gift. Det var det eneste, hun tænkte på. Hun abonnerede på bryllupsmagasiner og klippede ringe ud af Tiffany’s kataloget og klistrede dem på sin finger, så jeg kunne se om en princess-cut diamant eller en oval-cut var flottest.

Jeg fattede det simpelthen ikke. Jeg må have været skuffende uengageret.

Og det var ikke en skygge. Jeg lå ikke hemmeligt under dynen derhjemme og læste brudemagasiner og fantaserede om diamantringe og diademer i det skjulte. Det sagde mig oprigtigt ikke noget.

Så i lang tid forstod jeg ikke Debbies ord. For jeg havde sat lighedstegn mellem ”getting married” og ”et bryllup”.

Det var først efter hendes død, at det blev mere klart for mig, hvad det egentlig handlede om.

Terapi som øjenåbner

Kort tid efter Debbie døde, begyndte jeg i terapi hos en amerikansk jungiansk terapeut.

”Det er som om … at jeg ikke kan kende mig selv mere”, hørte jeg mig selv sige og vidste, at det var tid til at tage et spadestik dybere ned i skyggemulden. Jeg var 41 år, og det var, som om at jeg på mange måder var vokset ud af den person, jeg kendte mig selv som.

Lebenswende, kalder Jung det. Når skyggen banker på midt i livet, og beder os om at tage stilling til vores ansigt udadtil.

Er der kongruens? Matcher det ydre det indre? Er der noget af det, vi har stillet i skyggen – der længes efter at blive sat fri?

Jeg var begyndt at stille spørgsmålstegn ved den del af mig, som jeg kaldte Amazonen. Den stærke, frie, selvstændige. Hun kedede mig. Hun var forudsigelig. Og en mere romantisk del af mig bankede på. Til min store rædsel.

Da jeg var 44, begyndte jeg i terapi hos Jytte Vikkelsøe. Jeg havde set Jytte i et tv-program og skrevet hendes navn ned.

Hende der! Hende ville jeg tale med.

Jeg startede terapien med en meget klar mission for øje. Jeg ville – med Jyttes kyndige psykologblik – undersøge hele min kærlighedshistorik. Til bunds. Fra min første kæreste til min seneste. Én efter én.

Var min happily single, selvkørende, klarer-alting-selv-persona ægte eller en stor fed løgn? Var mine valg i relationer og min insisteren på fx at bo alene et udtryk for ægte frihedstrang eller en forsvarsmekanisme? Var mit behov for at være alene ægte eller et resultat af noget fucked up i min barndom.

Det brugte vi et halvt år på at undersøge.

Jytte spurgte. Jeg fortalte.

Om mine forældres skilsmisse, da jeg var 2 1/2. Om at blive sendt hjem at bo hos min mormor og morfar i flere måneder, da jeg var 3 og min mor tog på højskole for at realisere sig selv. Om en fraværende far og en ny kone, der ikke syntes, jeg var et hit. Og så videre og så videre.

Det var en historie, jeg kendte på rygraden og egentlig var lidt træt af at fortælle. Jeg syntes, jeg havde søbet nok rundt i den suppe. Vi skulle jo tale om det med mændene!

Men Jytte fik mig til at dvæle. ”Prøv lige at sig det igen. Hvad gjorde du der? Da du stod der på færgen som lille pige … hvordan føltes det?”. Hun fik mig til – ikke bare at fortælle en historie –men til at mærke min historie. Det var ikke voksen-Pernille, der fortalte en gammel historie om Lille-Pernille. Det var mig, der kom i kontakt med Lille-Pernilles sorg, skam, frygt og håbløshed. Mig, der mærkede en afgrundsdyb dyb frygt for at blive glemt. Følelsen af at være ubetydelig og uønsket.

Jeg kendte godt de shadow beliefs (som Debbie Ford kaldte disse negative overbevisninger, der bliver plantet i os tidligt i livet og fungerer som et usynligt blueprint for hele vores liv … jeg er ubetydelig … jeg er ikke vigtig…), og jeg havde også både raset, sørget og processeret intenst i mine 10 år med Debbie. Men alligevel gav terapien en anden dimension. For der så jeg mønstret folde sig ud – langsomt uge efter uge. Parforhold efter parforhold. Som et puslespil, der blev samlet brik for brik. Eller et kalejdoskop, der bliver drejet og pludselig falder i hak i et perfekt mønster. Jytte hjalp mig ud af mine blind spots – for de var der. Oh boy. Der var ting, jeg simpelthen ikke kunne se, før Jytte forstørrede dem og forklarede dem. Og så blev de også nærmest selvlysende.

Jytte viste mig, hvordan alle de mænd, jeg havde været forelsket i, både havde været forløsere og krænkere. De havde både fået det allerbedste frem i mig – OG de havde aktiveret mit sår.

”Men det er jo perverst!”, protesterede jeg. ”Er der ikke bedre at finde en mand, der kun forløser mig og ikke krænker?”

”Vi forelsker os ikke i mennesker, der ikke – på et eller andet plan – formår at berøre og aktivere vores sår. Det krænkende element skal være til stede, for at du overhovedet kan blive forelsket”, forklarede Jytte.

”Men … betyder det så, at jeg skulle have blevet sammen med xxxx, xxxx og xxxx?”

Jeg var forvirret nu.

”Nej. For de ville jo ikke lave arbejdet med dig.”

For når Jytte (provokerende) påstår, at vi aldrig forelsker os i den forkerte, betyder det ikke, at alle dem vi forelsker os i, er gode partnere for os.

De er gode for os i den forstand at de inviterer til healing, når de ubevidst formår at aktivere vores gamle uhealede sår og følelser, men de er ikke nødvendigvis gode for os i det lange løb, hvis de ikke vil gå healingvejen med os.

Det vil sige … hvis en partner kun kan elske din persona (den del af dig, der effektivt fungerer som cover-up for din dybeste skam/frygt), og bliver skræmt (eller frastødt) over hvad der gemmer sig under overfladen på dig – når forelskelsen løjer af, maskerne falder og perfektheden krakelerer … så er det ikke nødvendigvis den rigtige partner.

Men …

For der er et stort men!

Det er ikke kun vores partners opgave at forløse os, rumme os og elske vores værste sider.

Vi skal – først og fremmest – selv – drage omsorg for den del af os, der føler sig bange, uelsket, kritiseret, glemt hver eneste dag. Det er ikke vores partners job.

Vi skal vide, hvad der kører med os – og er på spil under overfladen – så vi ikke ender med enten at

  • Trække os
  • Blive aggressive og anklagende
  • Please
  • Manipulere eller charmere

for at få vores behov opfyldt.

Vi skal vide, at når vi – igen – føler os misforstået/forladt/nedprioriteret/afvist /ignoreret [indsæt selv dit eget ord] af vores partner, så er det ikke første gang den følelse er blevet aktiveret i os.

Vores partner er bare katalysatoren.

Og ja, vi skal have en partner, der kan rumme os.

Men først og fremmest skal vi kunne rumme os selv. Tage hånd om os selv, puste på vores eget sår og trøste de dele af os, der føler sig fortabte og uelskede.

Uden at påtage os det ansvar, vil vi lede efter en partner, der fixer os, tager smerten og usikkerheden væk og ”gør os hele”.

Du skal gøre dig hel.

Pludselig så jeg hvor ofte jeg har følt mig fortvivlet, fordi min kæreste ikke mig. Han forstod mig ikke. Han ikke min sårbarhed.

Nej. For jeg viste den ikke. Eller viste den kun i glimt. Og jeg gav ikke tydeligt udtryk for mine ønsker og behov. For dybest set fandt jeg dem skamfulde.

Den skam er min. Og når jeg kan tage ansvar for den, kan jeg kommunikere klart. Ikke før.

I dag ved jeg, at jeg VIL giftes.

I terapien blev tydeligt for mig, at min selvstændighed er en tidlig forsvarsmekanisme. Jeg klarer mig selv! er en overlevelsesstrategi. Og det er også en gave, som virkelig har tjent mig godt.

Det havde jeg nu allerede på fornemmelsen, men et nyt sårbart lag blev foldet ud.

Det jeg også så – tydeligere end nogensinde før – i min samtaler med Jytte, er at der også bor en blødende romantiker indeni mig – der godt nok ikke drømmer om bryllupskjoler og diamanter – men om en dyb, dyb connection og at blive udvalgt som den vigtigste i nogens liv.

Den længselsfulde del af mig, var så skamfuld at jeg knap nok kunne genkende den.

Det berørte mig dybt at erfare, at jeg simpelthen ikke troede på, at jeg kunne være nogens vigtigste. Dybt inde i det allermest sårede sted i mig, turde jeg ikke tro på det. At nogen ville stå fast, opgive det halve kongerige og rejse til verdens ende for mig.

Det var en meget, meget vigtig (og sorgfuld) erkendelse. Og det var vigtigt for mig at turde gå ind i den længsel, som var så gemt – så beskyttet – og så utroligt sårbar. I stedet for at bagatellisere eller intellektualisere den.

I dag ved jeg, at jeg vil giftes.

Ikke for brylluppet, men for commitmentet.

For at turde sige ja til kærlighed. Skræmmende, sårbar, skrøbelig kærlighed, hvor der ikke er nogen garantier mod hverken skuffelse eller svigt.

For at sige ja til det dybeste, grimmeste og smukkeste i hinanden. At love at have hinandens ryg. Også når det bliver svært, og græsset synes grønnere på den anden side. At tage ansvar for sit eget shit samtidig med at man er sårbar, modig og krævende nok til at bede om forandringer i den anden.

Jeg vil have et voksent forhold, hvor vi hver især har indsigt i hvorfor vi er som vi er, og gør som vi gør. Og hvor vi kan dele vores værste frygt og dybeste skam med hinanden. Og de vildeste, mest storslåede drømme. Hvor det er trygt at bede om det, man har brug for. Uden frygt for at den anden føler sig utilstrækkelig.

Jeg vil giftes, fordi jeg ved, at intet sted er bedre at lave sit skyggearbejde end i parforholdet – med den man elsker. Med den der både kan gøre en blød som smør og hård som sten.

It takes two to tango.

Et parforhold kun kan blive rigtigt saftigt og interessant, hvis vi

  • kender os selv på indersiden
  • ikke kun viser vores persona
  • tør vise sårbarhed
  • tør dele vores dybeste frygt, længsler og forventninger
  • tør give ærligt udtryk for vores behov

Og når vi gør dette (hvilket kan føles nogenlunde ligeså nemt som at gå nøgen ned ad gågaden en lørdag formiddag), så kræver det, at vores partner kan rumme det og vil møde vores sårbarhed, skam og mest skamfulde skyggesider med omsorg – og ikke foragt, hån eller skuffelse.

Ellers bliver parforholdet ikke andet end en persona-dans. Og den slags forhold holder kun til f.orelskelsen (forblændelsens) løjer af.

Dyk dybere ned

Hvis du vil forstå det med krænker og forløser meget bedre, så læs Jyttes bestseller Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte.

Det er første trin.

Hvis du er i et parforhold og vil arbejde dybere, så kig på Jyttes og mit nye parkursus JA!.

Mens jeg gik i terapi hos Jytte, fortalte jeg hende om et begreb, jeg havde læst om, og som jeg var dybt fascineret af. Shadow vows. Altså ægteskabsløfter med et skyggeperspektiv. Et bevidst – rituelt – møde med hinandens værste og mørkeste sider, inden man siger ja til hinanden. Et ægte, usminket commitment.

Jeg var tændt op af ideen om at connecte på så dybt et plan, at smide maskerne og virkelig sige ja! til hele pakken. Tage alt i ed.

Det dér, det ville jeg!

PS

Da min indre “romantiker” og “prinsesse” begyndte at røre på sig, gjorde det mig utryg. Jeg følte, at det rokkede ved hele min identitet, og jeg var bange for at blive ”svag” og besat af tyl og diademer og hjælpeløshed.

Ofte tror vi, at det at byde nye sider af os selv velkommen altid involverer et trade-off. Hvis jeg skal have lov at være dét her, må jeg give afkald på dét der. Sådan fungerer det ikke.

Det er verdens bedste deal:
Jo mere du åbner op, jo mere får du. Uden at skulle give noget som helst i bytte.

Skyggearbejde er generøst på den måde.

(og jeg kan godt mærke, at jeg stadig trigger lidt på “prinsesse” … hmm, så ved jeg hvad mit Halloweenkostume skal være 🙂

> Se kursuskalender
> Tilmeld nyhedsbrev